Velkommen til Veri's blog! Klik her for at læse mere...

Fredag.

Så starter dagen til at jeg vil få et nyt kapital i mit liv, nemlig at ud og rejse for at explore Cameroun og landets skovs aber!
Men endda havde jeg blandende følelser, både glæde og trist, på vegne af Far, Mor og Tobias.
De havde det uden tvivl haft det svært ved at lade mig rejse i det første omgang og synes at min vision var alt for langt ude.
"Veronica tager afsted til Cameroun alene og komme til at arbejde med de store aber som Gorilla og Chimpanse i 3 måneder?"
"No way" tænkte de, det er jo Afrika og farlige dyr vi talte om...  
Men efter flere lange samtaler, lod de mig til sidst til at gennemføre mit såkaldte vanvittigt projekt ;)
Fordi de kunne se at det betød meget for mig og at jeg vil surmule hele mit liv hvis det skulle ikke blive til noget og det har de ikke lyst til. ;) Men Far, Mor og Tobias, som var de eneste der var imod i starten - Jeg værdsætter virkelig for jeres tålmodighed, forståelse og vær stærk for min skyld. Jeg ved at det havde ikke været nemt for jer. Så Tak I alle tre!
Jeg ville også takke Chas, Ewi, Fie, Tobias og flere der var med til at arrange en surprise afskedsfest for mig dagen før jeg rejste.
Det var en dejlig overraskende god Bellano/lagkage/Ulvmorderen (Whatever it called;P) kortspillets aften. En skøn fest og jeg havde moret mig sammen med jer allesammen, tak makker! ;) Og tak til guttervenner for I kom, det var meget godt at se jer igen! :)

Klokken var 8 om morgenen, vi stod alle fire i Københavns Lufthavnen - Tobias, Far og Radu var der for at sige farvel.
Efter mine 2 bagager var checkede ind, tog et sidste smøg og en lang kø i et dametoilet stod vi ved rulletrappen som rullede folk oppe til shoppingshallen. Ganskevist vi talte ikke så meget til hinanden inden jeg rullede oppe, vi vidste nok ikke hvad vi ville sige end vi har allerede sagt til hinanden.
Da gik det op for mig at min rejse virkelig startede da det sidste syn af mine kære nedeunder forsvandt.. Jeg kunne straks mærke at nu vil jeg stå helt alene - uden de bekymrende og nervøsende folk bag mine skulder, som jeg plejede at omgås i de sidste par uger inden jeg rejser.. Alting stille. En underlig følelse.

Kl. 10.10 lettede vi fra det lille DK, vejret var rimelig klar at jeg kunne se Roskilde og Kalundborg samt Storebæltsbroen. ;)
Kl. 12.10 landede vi i Paris, Galuelle Airport. Ingen ventetid, for jeg skulle bruge tiden på at gå rundt i lufthavnen og finde frem til det ønskede terminal - tog en lufthavnsbus og kørte cirka 40 min til den endelig postion. Man skulle tro at lufthavnen er så stor som Sahara Ørkenen. Måske overdriver jeg lidt.. ;)
Flyven var forsinket, den skulle lette fra Paris kl. 13.50, men vi lettede først kl. 14.15.
Jeg sad ved vinduetspladsen, min nabo var en sort mand fra Douala - en business mand, der var på en forretningsrejse i Tyskland. Han var venlig nok, men det var godt nok lidt træls på 2 punkter under rejsen var:

1. Han insisterer på at jeg havde brug for hjælp hvad angår bestillinger af drikkevarer eller madvarer pga. min nedsat hørelse, det var fint nok at han havde villet at hjælpe mig, men kommunikationen mellem ham og stewardessen var åbenbart ikke på toppen.
F.eks. Jeg havde villet bestilt vand (selvfølgelig ;), men med hans hjælp fik jeg en tomats juice. Hmm... Jeg fik dog hurtigt at rette på det på min egen hånd, men han blev ved med at insistere på at hjælpe.. Og ja, der var flere fejl bestillinger såfremt jeg ønskede at have fisk til middag, i stedet for jeg fik lam.. Jeg havde dog rettet på den igen  :/ Tsk tsk... Skørt hva? :)   

2. Han plagede mig om at få mit mobilnummer... Men jeg sagde pænt nej hver eneste gang.


Efter 7 lange timer, landede vi i Douala Airport kl. 19.45, min mave begyndte at gumle rundt.. Endelig er jeg kommet frem, jeg var irvigt efter at mærke efter den varme tunge lufttryk igen når vi kommer ud af flyven...
Det var så det! Men varmere end jeg huskede, pyha :)
Efter en lang kø i paskontrolshallen, mødte jeg Aloy i bagageshallen.
Aloy Bibum er Direktøren fra BSD; Buea School for the deaf. Jeg overnattede hos hans og hans kones hus i 1 uge)
Det var dejligt at se et kendt ansigt igen efter flere timers flyvetur. :)
Da mine bagage var endelig kommet, gik vi heldigvis gennem bagageskontrollen så let.
Udenfor mødte jeg Anne, David og Steve (Heuleus familie) - det var så skønt at se dem igen, de gamle minderne kommer bare vupti tilbage.. Herlige følelser flyver rundt om os.. Men det var en skam at det varer ikke mere end 15 minutter at tale med dem før jeg kørte med Aloy, Ernest (En døvelærer fra BSD) og Cameron (En canadansk frivilliglærer fra BSD)  til Buea. Da Margaret Bibum (Aloy´s kone) var ved at blive færdig med aftensmaden.
Jeg gav de gaver fra mig og Camilla til dem inden jeg tog afsted og billeder fra vores første tur i Cameroun fik de også, de var meget glad for dem. Det var skønt at se deres glædende ansigter. :)

Det tog cirka 2 timers kørsel til Buea, da der var meget trafik om aftenen.
Aloy og Margaret bor i en stor hus med en stor have, der er hegnet rundt om haven med en aflåst sikker port samt 2 vagtende hunde.
Fordi det siges at der kommer mange røvere og slemme folk der vil myldre rundt om denne area om aftenen.
I huset bor der 4 unge mennesker udover ægteparret.
Ivo og Mary var ægteparrets adopteret børnene og så Simplice og Laurenel var jeres tjener, men ægteparret betragtede dem også som om de var deres børn.
Mary var der ikke, for hun var på sin kostskole - så jeg fik lov til at låne hendes værelse med en myggenet beklædte seng. :)
Margaret tilbød et risret med fisk til, den var god.
Vi snakkede og havde det hyggeligt sammen indtil min træthed trængte ind så jeg gik i seng.