D. 28 september 2009

Mandag.

Min dagsprogam var at besøge Limbe Wildlife Centre for at møde Sofie og for at give en indtryk hvem jeg var inden jeg starter arbejdet. Aloy ville køre mig derude, men han kunne køre mig først ved frokoststid - så jeg gik med Simplice til BSD, der så jeg børnene i uniform og mødte Hailey for første gang - hun tilbød mig til at overnatte hos hendes alt for stor lejlighed i Muea hvis nu jeg engang skulle brug for det, så jeg er meget velkommen til at sove hos hende så ofte jeg vil. Meget venligt.
Aloy var klar til at køre mig til Limbe, så kørte vi cirka 30 min - undervejs viste han mig de vigtigste punkter mellem Buea og Limbe, det var mile 17, Mungete, Ombe, half mile. Man kunne også en kæmpe plantage af palmolie træer mellem Mungete og Ombe. Aloy fortalte at der er også en kæmpe te plantage som ligger ikke så langt fra Limbe på den anden side af vejen vi kørte på, den vil jeg gerne se en dag.
Inden LWC, mødte jeg 2 døve camerounske piger som bor i Limbe som Aloy kendte fra skolen, han syntes at jeg skulle møde dem nu da jeg vil komme til at bo i Limbe. Den første pige som jeg fik ikke fat i hendes navn, fordi det var en hurtig hilsen via bilruden, men hun arbejder i en bod og sælge blommer og den anden pige hedder Doris, hun arbejder i skønhedens salon som kaldte Beauty - alt med skønheden at gøre, hårfletninger, lægge makeup i, massage m.m.
Vi kom godt ud af hinanden, så vi besluttede at udveksle hinandens mobilnumre og ser frem til at møde igen i Limbe.

Så var jeg kommet frem til LWC, jeg må nok sige at jeg var små nervøs, fordi der skal jeg jo komme til at arbejde i 3 måneder og jeg vil så gerne gøre et så godt indtryk og håbede at de vil kunne lide mig.
Aloy kørte ud igen for at se efter nogle bestemte bøger i markedet og vi aftalede at møde igen kl. 14, dvs. jeg havde 2 timer til at "bevise min værd" i LWC. :) Men Sofie var der ikke endnu, de fortalte mig at hun vil være tilbage først kl. 13. Hmm... Hvad så? Tænkte jeg så... Nå for fanden jeg går bare rundt en tur i LWC og se aberne på min egen hånd. Under vandringen, mødte jeg Stephan M. som er eneste gartner i centret - han talte til mig.. Forklarede ham straks at jeg var døv og spurgte ham til Sofie.
Men han forstod vist ikke hvad jeg sagde, men betragtede mig straks som om jeg var blot en gæst der havde brug for en rundvisning af forskellige sectioner her i centret og tog min arm; "Yeah, there you see are chimps.. They have about 3-4 babies right now.." Bla bla.. Jeg nikkede blot med høftighed - men det gik heldigvis kort efter over da vi var ved at komme til python´s anlæg, da der fortalte jeg ham at der var en slange derinde på kropsprog.. Han sås så forbavst ud og spurgte mig om hvor jeg vidste det fra, endelig kom sandheden ud. ;P
Jeg glemte at jeg havde papir og pen på mig, så jeg tog den straks ud og skrev at jeg havde været herinde før og hvorfor jeg er her og oplyste min navn osv... Hans mund var lam og rakte hans hånd med det samme og sagde "I´m so sorry, my name is Stephen.." ;) Hehe.. Det var en sjov måde at møde ham på (Vi grinede ad det nu i dag;), men det var også meget interesserant hvordan han ganskevist ligesom de andre betragter en døv i første omgang, man kunne straks mærke på dem at de omfattede døve som naive mennesker.. Men da Sofie kom tilbage, hilste vi endeligt på hinanden og snakkede sammen, hun virkede meget venligt og høftigt. I starten var hun nok lidt usikker på om hvordan vi skulle kommunikere via stemme eller på skriftig, normalt jeg ville foretrække at skrive - men jeg valgte så at bruge stemme med det samme fordi vi var ikke på papir i dette øjeblik og jeg kunne se at det vil være alt for besværlig hvis jeg ikke skulle bruge min stemme. Men det gik, hun forstod mig.
Stephen var så forbavst, da han så hvordan vi snakkede sammen; Dansk og Tegnsprog kom op i luften - det var jo helt nyt for ham. Jeg spurgte ham også efter vi sluttede en emne om han var okay.. Han svarede med tøven: ".... Yeah.. I.. I am OK!" ;P
Så nu alle ved at jeg har en stemme, så var det ingen vej udenom for mig - tænkte jeg og håbede ikke at folk skulle forventede alt for meget af mig og at jeg kunne straks forstå dem når de taler engelsk når jeg startede på arbejdet.
Det var min største bekymring.